Social sommer med sport og sjov

01. juli 2010, af DINA SNEDKER, Fyns Amts Avis


Der var stor koncentration i danselokalet, hvor der blev øvet på forskellige serier inden for dans.

160 teenagere prøver i denne uge kræfterne af indenfor mere usædvanlige sportsdiscipliner
Nr. Broby: Nogle græd, andre jublede, og en enkelt kyssede jorden, da der blev rappellet ned ad en 24 meter høj silo på Faaborg-Midtfyn Ungdomsskoles sommerlejr ”SommerSportSjov”.

Rapelling er blot én ud af 23 discipliner, der er på programmet i denne uge, hvor 160 teenagere fra 13 til 15 år har indlogeret sig på Broby Fri- og Efterskole for at prøve kræfter med blandt andet amerikansk fodbold, kickboxing, svæveflyvning og skinnecykling.

Det er tredje gang, ungdomsskolen arrangerer sommerlejr, og det er en kæmpe succes.

- Vi havde 270 tilmeldinger, men har kun plads til 160, oplyser Torben Marker fra ungdomsskolen.

De unge har på forhånd ønsket, hvilke discipliner de gerne ville prøve, og hver dag er der plads til to af slagsen.

- Det er jo ikke kun aktiviteterne, det går ud på, men i høj grad også det sociale, fortæller Torben Marker om lejren, der har deltagere fra alle egne af kommunen.

En af dem er Sofie Aagaard Jørgensen, der går på Brahetrolleborg Skole.

- Jeg har været til beach volley, stomp og nu dans. Det er rigtigt sjovt, og jeg har lært nogle nye mennesker at kende, fortæller Sofie Aagaard Jørgensen, der helt sikkert vil med, hvis lejren gentages.


Det værste er at komme ud over kanten, blev hele flokken af piger enige om, da de skulle rappelle 24 meter ned fra siloen i går. 40 drenge er med på sommerlejren, de sidste 120 er piger.

- Jeg tænker, at det her helt vildt fedt, siger Simone Stage Jørgensen om rappelleturen, som hun gennemførte to gange.