![]() |
Fuldt hus til sommerlejr
Tekst: René Johansen, rvjo@fyens.dk, Fyens Stiftstidende, 28.6.09
■ Faaborg-Midtfyn: En uge med sved på panden, masser af aktivitet og socialt samvær. Det er, hvad der venter 150 elever fra 7. og 8. klasse i den første uge af deres sommerferie.
I morgen mødes de nemlig i Broby til arrangementet SommerSportSjov, som arrangeres for anden gang af den kommunale ungdomsskole i samarbejde med Nr. Broby Fri- og Efterskole. Her står der blandt andet utraditionelle sportsgrene som svæveflyvning, yoga og rapelling på programmet.
- Formålet er selvfølgelig at give eleverne en på opleveren i selskab med andre. Men de skal også udfordres, og det bliver de med lidt skøre sportsgrene, forklarer pædagogisk medarbejder i ungdomsskolen, Torben Marker.
- Mange dyrker fodbold og håndbold, men her får de chancen for at prøve kræfter med noget, som de ikke er vant til, siger han.
Flere på venteliste
De 150 deltagere kommer fra hele kommunen, mens yderligere tyve står på venteliste til den udfordrende uge. - Det er dejligt, at så mange
ønsker at gå en uge ekstra i skole. Det viser bare, at der er et behov for sådan et projekt, hvor vi møder de unge i deres højde, mener Torben Marker, og tilføjer.
- Selv om eleverne får sommerferie, så har forældrene ikke nødvendigvis fri. Derfor får de unge tilbuddet om at komme her, siger han.
Overraskelse venter
Arrangøren har lavet aftale med forskellige organisationer og foreninger, som sørger
for afviklingen af aktiviteterne. Deltagerne er indkvarteret på skolen og har selv lavet en prioriteret liste over ønskede aktiviteter i løbet af ugen. Derudover venter flere overraskelser, oplyser Torben Marker, som dog ikke ønsker at afsløre mere.
- Men der er mere end én overraskelse, og jeg tror, at mange vil finde dem særdeles grænseoverskridende, lyder det fra ham. SommerSportSjov varer fra mandag til fredag.
Af René Johansen, rvjo@fyens.dk













