Tekst og foto: Maria Wind Retoft, Fyns Amtsavis 29.4.09

»Den maritime klub« skal lære de unge at samarbejde og give dem noget at være fælles om

 

 

■ FAABORG: - »Hvad nu hvis vi laver en halv grønlænder?«, den har vi hørt flere gange, når vi var ude, griner Lars Mosgaard fra Ungdomshusets Klub. Han har, sammen med Torben Mikkelsen, leder af Bangsboklubberne, Peter Wejergang fra opholdsstedet Base Camp og Karl Top, leder i ungdomsskolen, taget initiativ til en ny maritim klub. Og i øjeblikket er de i fuld gang med at tage havkajakinstruktørkurser og gøre reklame for projektet på de lokale skoler i 8.-9.-10. klasse.

Et alternativt tilbud

Klubben starter på tirsdag, og meningen er, at de unge mennesker både skal lære at sejle kajak og i de såkaldte meginjoller, som både kan bruges som robåd, fiskerjolle og til kapsejlads. Og så kan de mindre modige forøvrigt ånde lettet op, for kajakkerne er næsten umulige at vælte i, oplyser arrangørerne. Først og fremmest er visionen at give de unge mennesker mellem 14 og 18 år nogle gode oplevelser, frisk luft og motion. Og så er det jo oplagt med noget maritimt, når man hører til i en by som Faaborg, er de enige om. Håbet er også, at de unge mennesker kan få udviklet nogle fornuftige menneskelige egenskaber gennem sejleriet:

- Hvis man skal have sådan én til at sejle, så skal man virkelig arbejde sammen, forklarer Lars Mosgaard, mens han peger på Meginjollen, som snart skal i vandet igen.

- Og så er det altså også bare vigtigt, at de unge har noget at samles om. Socialt samvær under trygge rammer, supplerer Peter Wejergang.

Første møde tirsdag

Der er cirka plads 50-60 medlemmer i klubben, som det ser ud nu, men hvis bare der dukker en 15-20 stykker op på stranden hver tirsdag, så er initiativtagerne godt tilfredse.

Når klubben mødes første gang på tirsdag, vil der først være lidt instruktion om sikkerheden, men der vil også være rig mulighed for at afprøve både kajakker og joller, oplyser Torben Mikkelsen fra Bangsbo.

Interessede kan møde op på det grønne stykke ved Bjernekrogen for enden af Kildevej tirsdag klokken 18.30. Sæsonen går fra 1. maj til 1. oktober.

Se artiklen i Amtsavisen:

Maritim_klub_30-4-09.pdf