Se her, hvad man kan i Ungdomsskolen. Har du selv lyst til at være EU-Voluntør så ring til Ole Westergaard på tlf: 2488 6398

se artiklen FYENS STIFTIDENDE fra den 14.5.08

Gymnasieelev til Berlin som EU-Voluntør

Gymnasieelev fra Ringe tager et år til Berlin for at lære tyske skolebørn at jonglere

Ringe - Danskerne drikker for mange øl. Derfor er de ikke ret gode til at jonglere.

20-årige Jeppe Bredahl Rasmussen er ikke imponeret over danske jonglørers evner. Han er langt mere imponeret af de tyske.

- Jeg har været til adskillige jonglørtræf i Tyskland og må sige, de har en helt anden disciplin. De drikker færre øl og er bare mere seriøse, konstaterer han.

Jeppe Bredahl er på fire år blevet skarp til at holde mange bolde i luften og opdagede ved et tilfælde muligheden for at komme til Berlin med sine flyvske færdigheder.

- Det var en storesøster til én fra min klasse, der fortalte om, at hun havde arbejdet som EU-voluntør. Det er et gratis ophold i et andet land på et år for at skabe integration mellem lande, og det virker interessant, fortæller han.

 

Cirkus-medhjælper

Jeppe Bredahl Rasmussen går i øjeblikket i 3.g på Midtfyns Gymnasium. Han har i længere tid haft lyst til at komme til udlandet, når han er færdig. I sin søgen efter rejsemål er gymnasieeleven faldet over muligheden for at komme til Berlin et år som EU-volontør.

- Jeg kan vælge mellem flere forskellige stillinger, blandt andet at blive medhjælper i et cirkus, og der kan jeg bruge min jonglering, siger Jeppe Bredahl Rasmussen.

Den 1. september i år tager den 20-årige jonglør af sted til Cabuwazi Kinder- und Jugendzirkus i Berlin, hvor han som medhjælper blandt andet skal undervise tyske skolebørn i at jonglere.

 

Sproget ingen hindring

- Jeg glæder mig rigtig meget. Jeg tror dog, sproget kan blive lidt svært i begyndelsen, men jeg har jo været til jonglørtræf i Tyskland og haft det i skolen, så jeg lærer det nok hurtigt, siger han.

I det hele taget har jongleringen bragt Jeppe Bredahl omkring i verden.

Blandt andet har han været i Irland til verdens største jonglør-træf, International Jugglers Convention, hvor cirka 3000 entusiaster mødtes for at kaste med alt muligt lige fra bolde og kegler til tøndebånd.

Men hvad siger vennerne til, at den 20-årige gymnasie-elev er så vild med at jonglere?

- De synes vist, det er helt fint, men jeg jonglerer jo bare lidt, når vi hænger ud og "chiller" til hverdag. Det er meget stille og roligt, siger Jeppe Bredahl Rasmussen.